Væksthus Hovedstadsregionen · Fruebjergvej 3, 2100 København Ø · Tlf.: 30108080. Mail: levvel@vhhr.dk

 

 

 

Nye produkter til 60+

Det værdifulde møde mellem virksomhed og bruger

At få feedback direkte fra dem, som i sidste ende kommer til at bruge ens produkt eller service, er noget, langt de fleste virksomheder finder givende. Slutbrugernes begejstring for en virksomheds løsning er af afgørende betydning for, hvorvidt produktet eller servicen i sidste ende bliver solgt. Samtidig bliver flere og flere brugere opmærksomme på, at de ved at være i direkte dialog med dem, som udvikler produkter og services, kan præge produktudviklingen og bidrage til, at der bliver skabt løsninger, som imødekommer netop deres behov eller ønsker. Men hvordan kan man gøre det let for virksomhed og bruger at møde hinanden?

 

Nye produkter til ældre

I samarbejde med Stadsbiblioteket i Lyngby tog Lev Vel Klubben udfordringen op fredag den 7. oktober, hvor Lyngbys flotte bibliotek dannede rammen om et klubarrangement under overskriften ”Nye produkter til 60+”. Forud for arrangementet havde Lev Vel opfordret virksomheder med spændende produkter målrettet brugere over 60 år til at møde op på dagen og fremvise deres løsninger for et udsnit af deres målgruppe. Derudover havde Stadsbiblioteket og Lev Vel inviteret en række borgere fra Lyngby og omegn til arrangementet, hvor de kunne få lov til at fungere som eksperterne, der kunne fortælle virksomhederne, hvad de som slutbrugere syntes om løsningerne.


Dagen startede med kaffe og croissanter, hvorefter de fremmødte lyngbygensere og virksomheder fordelte sig ved de opstillede borde, så hver virksomhed havde et lille ekspertpanel bestående af 2-4 brugere foran sig. De fremmødte virksomheder præsenterede meget forskellige løsninger for 60+’erne, som med stor nysgerrighed spurgte ind til og testede de fremviste produkter. På uformel og dialogpræget vis fortalte hver virksomhed om sin løsning til tre forskellige ekspertpaneler.

 

”Vi har lært en masse om, hvad 60+’ere ikke gider”

”Jeg sidder med fire A4 sider med noter, så man må sige, at det har været yderst givende for mig og min virksomhed. Jeg har især fået feedback på mit produkts brugervenlighed. Der er i hvert fald noget at arbejde videre med, så det er super”, sagde en virksomhedsejer ved arrangementets afslutning. En anden virksomhed udtalte: ”Jeg er blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er at spørge sine kunder om, hvad de vil have. Jeg synes, det har været en meget positiv oplevelse. Vi har da i hvert fald lært en masse om, hvad 60+’ere ikke gider.”


Blandt de fremmødte brugere var der også begejstring at spore: ”Det var nyt for mig at fungere som eksperten. Men jeg synes, det er rigtig rart at kunne være lidt medbestemmende i forhold til, hvordan sådanne produkter skal udvikles. Det er en dejlig rolle at have. Så jeg vil meget gerne møde op en anden gang”, sagde en borger fra Lyngby. En anden bruger udtalte: ”Det er yderst positivt, at der er nogen, der gider at lytte til lige netop mig”.


Tak til Stadsbiblioteket i Lyngby for lån af lokale og tak til alle de fremmødte virksomheder og brugere for en hyggelig og inspirerende formiddag.

Presse og annoncering

Arrangementet blev omtalt i Lyngby-Taarbæks lokalavis. Læs artiklen her

Se invitationen til arrangementet her

Kontakt

saraSara Øllgaard
Projektkonsulent
E-mail: sol@vhhr.dk
Tlf.+45 30108095

 

Hovedstadenfist